Uddannelse og etnicitet

Hejsa,

Jeg kan godt forstå det er meget frustrerende ikke at kunne være den, man er og som man ønsker at være. Det lyder som om din familie har lidt svært ved at give slip på dig, og gerne vil have en stor indflydelse på dit liv. Du beskriver selv, at du ikke må flytte væk, før du er blevet gift, og at du endda har talt med dem om, at du gerne vil flytte, men dette bliver de vrede over. Jeg kan godt forstå du er frustreret og fristet til at flygte. Det må være hårdt at være fanget i sådan en situation hvor du egentlig gerne vil have kontakt med din familie, men samtidig gerne vil leve dit eget liv - der er intet galt med dine ønsker om dette.

Jeg har ikke så meget kendskab til den slags familieforhold, men jeg tænker, at hvis jeg var i dit sted, ville jeg virkelig tænke over, hvad det er din familie gør. De fastholder dig hvor de vil have dig, og det gør dig ulykkelig - er det dét værd? Ret beset er du 21 år gammel, og derfor kan de ikke tvinge dig til noget, da du selv er myndig. Måske du kan tale med dem igen, og forklare dem alvoren i dine tanker? Det kan være de kan forstå, at de risikerer at miste dig helt, hvis de ikke lader dig få noget mere plads.

Du kan evt. kontakte Red Rådgivning, som kan hjælpe med netop den slags problematikker. Du kan ringe anonymt på telefon 70 27 76 66 som har døgnåbent, eller skrive ind til deres brevkasse på www.red-center.dk også helt anonymt. 

Jeg håber du finder en løsning, som du kan leve med, samt at du kunne bruge svaret. Du er altid velkommen til at skrive ind igen. 

Mange hilsner fra Regitze 

Hey du!

Det lyder som et stort dilemma, som din veninde står overfor for.

Først og fremmest, så synes jeg ideen om at flytte længere væk, når man starter på en uddannelse er en genial ide sådan rent generelt. Jeg gjorde det selv i sin tid, hvor jeg flyttede til den anden side af landet. Det var virkelig hårdt og svært, men her på den anden side så har det helt klart udvidet min horisont og gjort mig mere selvstændig og voksen.

Det hele bliver selvfølgelig lidt sværere med forældrene. Det er vigtigt for mig at skrive, at det her er dit liv, dit valg og selvom det er hårdt og svært, så kan dine forældre ikke bestemme over dig. Jeg synes ikke, at du skal flygte - i hvert fald ikke uden at have prøvet nogle andre ting ad først. Jeg kunne nemlig godt frygte, at det vil optrappe konflikten og gøre det sværere for jer at komme tilbage derfra.

Jeg tænker i stedet, om der er nogle andre voksne i dit liv, som du kan alliere dig med. En onkel, tante, nabo, lærer, læge eller lignende som du kan fortælle dine tanker med og som kan hjælpe dig. De kunne fx være til stede, når du tager snakken med dine forældre om dine beslutninger som en slags ordstyre. Det kunne også være, at du kender nogle andre unge kvinder i din omgangskreds, som har gjort noget lignende og dermed bruge dem som eksempel på, at det nok skal gå.

Jeg bliver lidt bekymret, når du siger, at de skærper flere ting. Hvis du virkelig ikke føler, at du kan snakke med dine forældre selv, så vil jeg tænke, at du skal på kommunen og få hjælp af dem. Jeg ved ikke, hvad der eksisterer af tilbud, men jeg tænker, at de må være der, at du kan få adgang til dem. Du kunne fx tage en voksen med som du stoler på og som kan hjælpe dig med at få forklaret, hvad der foregår og hvad du har brug for.

I bund og grund, så vil jeg råde dig til at holde fast i den her kamp. Det er dit liv og dine valg. Jeg håber, at du kan bruge mit svar :) Al held og lykke herfra!

VH.

Gustav