Brevkassespørgsmål
Dårligt forhold til min mor
Indsendt af pige på
15 år
Hej The Love
Jeg har et problem. Jeg har et rigtigt dårligt forhold til min mor. Hun er ene om mine to mindre søskende på 7 og 10, og så mig.
Siden jeg blev teenager er det blevet værre, og især her på det seneste. Hun brokker sig rigtigt tit over at jeg ikke hjælper og min attitude. Selvom at jeg rigtigt ofte hjælper, så er det bare som om det ikke er nok. Jeg vasker op, går ofte ud med skraldet, jeg hentede min ene lillebror indtil for nylig (fordi han flyttede skole til en anden by), går i Netto, når hun lige står og mangler noget og jeg går ned og vasker / tørrer tøj sammen med hende.
Jeg ved godt at jeg har et lille problem med min attitude, men det er som om hun ikke kan se at jeg i det mindste prøver at ændre, ligesom min måde at tale til hende og min søskende.
Efter at begge min søskende har flyttet skole, så har vi endnu mindre tid til at "pleje vores forhold", som man siger. I forvejen går jeg i 9., så jeg har nogen ret sene dage og når jeg lige har fået fri, skal hun direkte ud af døren, og når hun kommer hjem skal hun lave mad, vaske tøj eller hvad der nu skal ordnes.
Det er samtidigt frustrerende, at jeg ikke må de samme ting, som de andre, så som :
- Når de andre må tage til en lokal "fest", må jeg ikke tage med, på trods af at der ikke er alkohol til stede og at man ikke bliver lukket ind, hvis man se at de er påvirket af alkohol.
- Jeg må ikke engang gå med bukser, der har hul ved knæene, for det er upassende.
- Jeg må ikke tage tøj på, der er den mindste smule gennemsigtigt på. Ikke engang hvis jeg har en tank top eller noget andet inden under.
- Nogen gange må jeg ikke tage ud for at shoppe med mine veninder.
- Hun bestemmer, hvem jeg må være venner med.
- Jeg må ikke have Facebook
Samtidig tager hun:
- Min mobil, indtil videre har jeg ikke set den siden sommerferien
- Min make-up, det vil sige mascara og øjenbrynsblyant, det har jeg ikke set siden jul
- Mit krøllejern, har jeg ikke set siden galla
- Min iPod Touch har jeg ikke set i mindst 3 år.
Hun er selv ung forælder, og hendes forældre foretrak hendes bror frem for hende, og de to andre brødre var allerede flyttet hjemmefra. Hun siger, at hun bare ikke vil begå de samme fejl som hendes forældre. Jeg ved godt, at hendes barndom har været lidt sur, netop fordi at hendes forældre ikke var nærværende, så hun måtte en masse ting uden at de tog sig af det, men hun behøver vel ikke at gøre det surt for mig eller mine søskende.
Og når jeg prøver, at snakke at snakke med hende, f.eks. om hvor vidt jeg må Facebook, så lytter hun ikke engang. Hun har besluttet fra starten af, at det må jeg ikke. Hun lytter ikke til hvad jeg vil bruge den til eller noget som helst.
Det er som om hun ikke forstår presset fra denne har generation, om at man skal være på de sociale medier konstant, man skal drikke, og gå til fest konstant. Man føler sig bare rigtig nemt udenfor, og hun forstår det bare ikke, fordi sådan var det bare ikke da hun voksede op, der kunne man sagtens være sammen med hinanden fysisk og man havde ikke de behov.
Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg håber at I vil hjælpe mig.
Mvh.
Anonym
