Brevkassespørgsmål
Skændes med min søster
Hej.
Jeg har et problem. Jeg er 17 år gammel og min lillesøster er 14 år. Her det sidste års tid har hun haft et meget voldsomt temperament. Hun har mange humørsvingninger, og det påvirker også mig. Når hun er i godt humør, er hun super sød, og vi har det rigtig godt sammen. Men det er bare ikke altid, at hun er i godt humør. Hendes humør kan skifte lynhurtigt, og hun kan blive rasende, hvis jeg laver sjov med hende. Vi kommer tit op og skændes over små bitte ting. Vi skændes ofte flere gange om dagen. Og det værste er, at når vi har små disse skænderier, begynder hun nogen gange at blive rigtig ondskabsfuld. Hun drejer emnet helt væk fra det, vi egentlig skændtes om. Hun begynder at fornærme mig på de ting, som hun ved, at jeg er allermest usikker på ved mig selv, og hun snakker meget nedlandende til mig. Det er meget anstrengende, og jeg har mest bare lyst til at undgå hende, men jeg vil jo heller ikke undvære at være sammen med hende, når hun er i godt humør. Jeg bliver bare så vred og ked af det, når min søster opfører sig sådan.
Jeg har snakket med min mor om det, og hun giver mig ret og siger, at hun har snakket med min søster om det. Men det har ikke hjulpet. Min mor ser gennem fingre med det og siger, at det bare er, fordi hun er teenager.
Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre længere.
Hilsen Mig