Slemt deprimeret, kan ikke mere.

Har fået diagnoceret depression for snart 1½ år siden hvor lægen så sendte et brev til mine forældre.
Jeg ønskede ikke at mine forældre skulle vide at jeg deprimeret fordi de har en del fordomme om sygdommen, så jeg ødelagde kuverten og blev aldrig sendt videre til hjælp.

Alligevel. Jeg ved jeg har virkelig brug for hjælp, men det er bare så svært for mig at fortælle, selv at få andre til at fortælle om min depression kan jeg ikke. Jeg er utrolig bange for konsekvenserne..
Jeg har det virkelig svært og er begyndt at ryge for en måned siden uden min familie ved noget om det, jeg gør det dog udelukkende som en slags trøst. Af en eller anden grund kan en enkel cigaret berolige mig og holde mig lidt mindre deprimeret. Det har hjulpet en del. Jeg er også begyndt at døje med mystiske smerter.. har f.eks fået øget hovedpine og smerter i kroppen uden at jeg kan pege hvor..
Psykisk føler jeg mig ofte 'tom'. En sort skikkelse, med en kæmpe fodlænke som slæber mig med rundt.
Andre gange gør jeg ikke andet end at græde og lukke mig selv inde. Min motivation for min farvorite hobby er lille, og det hjælper ikke på den nye skolereform som har gjort min hverdag langt mere stresset. Alting går ned ad bakke. Mine karakter går op og ned lige fortiden, men de har været værre, desværre er min stavning gået nedad.. ofte får jeg pludseligt svært med at stave.

Jeg er virkelig bange for jeg brøder sammen i klassen, der har været momenter hvor jeg måtte gå på 'toilettet' for lige at få lidt luft og 'tage mig lidt sammen'. Jeg lukker mig ofte inde og det stresser mig. Jeg har tidligere haft hjælp, men det fik mig kun til at få det værre og gav mig selvmedlidenhed.. så jeg løj mig ud af pskolog hjælpen.
Jeg har virkelig ikke lyst til at leve, hvis meningen bare er at jeg skal være død inden i og trække vejret.. Jeg er bange for mig selv. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg kan finde på..