jeg har det svært med mig selv...

Hey, jeg er en pige på 14år, der tumler med nogle problemer....

Det er svært at forklare hvordan jeg har det, men jeg prøver…
Altså… her de sidste par måneder, har jeg følt at alt er gået ned ad bakke.
Jeg er blevet meget dårligere i skolen, dvs. jeg kan ikke koncentrere mig i timerne og jeg laver ikke mine lektier… Jeg ved ikke hvorfor, jeg har bare ikke gidet/villet… alt har bare virket så uoverskueligt her på det sidste.

Jeg har også haft problemer med at sove, og bare i det hele taget haft svært ved lave noget som helst. Jeg føler mig overdrevet trist hver dag, og tager mange ting meget personligt. Jeg er altid ved at knække sammen når jeg bare sidder i skolen.

Jeg har ikke rigtig nogle at snakke med omkring hvordan jeg har det, da jeg har skubbet mine nærmeste venner væk, fordi at jeg er begyndt at blive meget asocial og nærmest bange for føre en samtale med menneskerne omkring mig... jeg ville gerne ændre det, men ved ikke hvordan.
Jeg synes altid at mine følelser er ret svære at forklare, og derfor er der kun 1 der ved hvordan jeg virkelig har det, da hun selv har været igennem det…

Men jeg har bare følt mig så værdiløs og Jeg har fået virkeligt dårligt selvværd, og alt det oveni at jeg oftere og oftere har tænkt på om det hele ville være bedre hvis jeg ikke var til… men min veninde (som også har det svært) prøvede at begå selvmord for ikke så lang tid siden, og hun er en af mine eneste venner nu, så jeg var helt fortabt mens hun var på psykiatrisk afdeling...

Nå, men altså… jeg har cuttet i ret lang tid, mest på grund af udseende, krop og sammenligninger. Jeg ved godt at folk siger at det er dumt, og at det ingenting løser, men jeg føler mig ret alene, og når jeg prøver at forklare folk hvordan jeg har det, føler jeg at de ikke lytter, ellers føler jeg at jeg er belastende at høre på….

Det var kun min veninde der viste interesse for mine følelser. Hun har også været der for mig gennem meget, og hun siger at hun har fået det meget bedre nu hvor hun har fået hjælp. Hun siger at jeg også burde søge hjælp, da alt sikkert ville blive meget bedre for mig, men jeg er bange for at sige det højt, da jeg ikke stoler på nogle. Jeg kan ikke lide at snakke med de voksne, da de tror at det er en trend at cutte, og at det er nemt bare at ignorere/stoppe…

Jeg føler at ingen forstår/prøver at forstå hvordan det er, så jeg er ikke tryg ved at lade folk ”hjælpe” mig…


Det var en stor mundfuld, men her kommer spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre?!?

- Amanda