Livet?

Hej

Jeg har virkelig brug for hjælp, og jeg ved det.

Lige nu er jeg indlagt på ungdom psykiatrisk afdeling, fordi jeg har en depression, angst, jeg meget belastet og fordi jeg er en smule psykotisk.

Det startede sidste januar hvor jeg begyndte at holde en facade op fordi alting bare blev for meget, bla. fordi min egen tvillingebror er meget meget syg, min bror har autisme hvilket jeg har det svært med samtidig har han også en depression og oven i det har han nu været indlagt i 5 måneder på en afdeling for spiseforstyrelser fordi han har ortoreksi. Han kommer ikke hjem at bo igen fordi han skal på opholdssted når han bliver udskrevet.

Min brors ¨sygdomme¨ er en store grunde til at jeg har det dårligt. Jeg har det rigtig svært og jeg tænker på selvmord HVER dag, ikke på hvor ville det bare være godt, mere hvordan jeg kunne gøre det.

Jeg føler mig alene selvom jeg er sammen med mange mennesker, jeg føler mig overset af dem jeg troede var mine venner, det viser sig af de ikke tar kontakt til mig og hvis vi skal tale sammen er det mig der skal ta kontakten noget jeg har svært ved for tiden, derfor føler jeg ikke at de er mine venner. Det værste er når de siger tænk på det positive i dit liv, men jeg ser overhoved ikke noget positivt, hvilke gør at jeg føler mig endnu mer håbløs og dum. Især når jeg endelig har taget kontakt til en ¨ven¨ får jeg bare af vide at personen savner mig og ønsker mig det bedste, hvilket gør at jeg bare tænker det skal hun jo sige hun mener det jo ikke, hvilket gør mig ked af det.

Jeg har det meget svært her hjemme, fordi jeg elsker min mor og har haft et super forhold til hende, men nu taler jeg ikke til hende og jeg taler heller ikke rigtig med andre fordi jeg ser ingen nytte i at snakke med folk.

Det værste er nok at jeg er begyndt at planlægge hvordan jeg skal tage en overdosis eller begå selvmord når jeg bliver udskrevet. Jeg er begyndt at skære i mig selv fordi jeg føler at jeg skal straffe mig og alt er min skyld, og hver gang jeg laver et ar føler jeg at jeg har gjort noget godt mod mig selvom jeg ikke har det.

Jeg har heller inge selvtillid hvilket gør at jeg har svært ved at fortælle folk hvordan jeg virkelig har det, fordi jeg er bange for at de skal tænke at jeg er dum, mærkelig eller sindssyg, jeg er også bange for at folk bare siger det videre og bagtaler mig, og siger onde ting.

Det mest ubehagelige er at jeg føler at der er en mand der følger efter mig, i starten kunne jeg se ham men nu når jeg vender mig om har han gemt sig, han er også begyndt at trænge ind i mit hoved så når jeg er hjemme i weekenderne siger han til mig at jeg skal gennem rode huset for piller og at når jeg finder dem skal jeg tage dem, jeg kæmper virkelig virkelig imod, men nu kan jeg snart ikke mer.

Jeg kan heller ikke sove om natten, og hvis når jeg bliver rastløs kan jeg ikke gøre andet end at bare glo og tale helt vildt meget, på min afdeling får jeg i skole men jeg kan ikke koncentrere mig og når jeg skal beslutte noget så simpelt om hvad jeg vil lave i skolen tager det mindst 30 minutter og når jeg har besluttet mig skifter jeg alligevel mening. Min gamle psykiater sagde at jeg skulle ha piller, men jeg kunne ikke tåle dem så vi måtte ta dem fra mig, så var jeg på akutskadestuen i roskilde de ga mig også piller, og så talte jeg med en på holbæk ungdomsklinik der også ga mig piller, men der hvor jeg er nu vil de ikke gi mig piller selvom jeg nu har været der en måned. OG at der hvert sekund bliver værre og værre.