Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 18 år
Hej, jeg er en pige der går på gymnasiet i 3. G, og jeg synes det er svært med venner. Jeg har haft den samme “gruppe” i lang tid, som består af 2 piger jeg snakker meget med, og 5 piger jeg snakker lidt med.
Problemet er bare, at jeg hader det. Jeg føler mig altid akavet, og jeg ved ikke altid hvad jeg skal sige. Jeg er også autist, og selvom jeg er en af de autister, der har tilpasset sig meget til sine omgivelser og lært at “maske”, hvordan “normale mennesker” opfører sig, så er det stadig svært nogle gange.
Jeg kan nemlig ikke rigtigt lide de 2 piger, som jeg snakker bedst med. De lader mig aldrig tale (hvis nogen spørger mig om noget og siger mit navn, så svarer de for mig, inden jeg selv når at tale) og de går meget op i, at karakterer definerer et menneskes værdi. Jeg synes ikke det er specielt rart, for selvom jeg får gode karakterer, så er jeg træt af at vide, at de ville dømme mig helt vildt, hvis jeg en dag klarede det mindre godt. Jeg har nemlig før løjet til dem og sagt, at jeg fik -3 på en test, for at se deres reaktion. De sagde “nå, vi fik 12. Jeg er godt nok glad for, at jeg ikke fik -3”.
Jeg er bare så træt af det, og jeg gider ikke konfrontere dem, for så bliver det akavet. Og jeg føler heller ikke et særligt behov for at beholde vores venskab, men det er her problemet opstår.
Fordi jeg er autist, så er en af de ting, jeg har rigtigt svært ved nemlig at snakke til nye folk. Jeg kan godt socialisere, hvis nogen begynder at tale til mig - men jeg ved ikke, hvordan jeg selv går hen til nogen og starter en samtale.
Jeg er helt lost, og fordi jeg ikke kan få andre venner, så er jeg nødt til at være strandet med de 2 dårlige, som jeg har i et helt år mere. Det kan jeg ikke.
Måske kunne jeg begynde at snakke med de 5 andre piger fra vores gruppe, men så hænger jeg jo stadig på de 2 andre piger, da de er i samme gruppe - og de dræner mig virkelig og fjerner min livsglæde.
Hjælp, jeg ved ikke, hvad jeg gør…
Og undskyld for det lange brev.
Anonym
Indsendt af
pige på
18 år
Hej. Først og fremmest så behøver du virkelig ikke undskylde for, at dit brev er langt. Jeg kan godt forstå, at du føler dig helt lost, når du både ikke trives i dine nuværende venskaber og samtidig har svært ved selv at tage initiativ til at lære nye mennesker at kende. Og det er nok det, der gør situationen svær.
Derfor synes jeg heller ikke, at du behøver fokusere på at stoppe venskabet med de to piger lige nu. Måske kan dit første mål i stedet være stille og roligt at opbygge andre relationer, så du ikke føler, at du er afhængig af dem. Når du først du har fået lidt mere kontakt til andre, vil det også være nemmere naturligt at bruge mindre tid med de to piger. Jeg synes faktisk, at de fem andre piger kunne være et rigtig godt sted at starte. Prøv måske at snakke lidt med dem en af gangen. Hvis du fx allerede har snakket lidt med en af dem, kan du stille et helt almindeligt spørgsmål om noget fra skolen, en aflevering, en lærer eller noget, i har til fælles. Det behøver ikke være en fantastisk eller interessant samtale. Målet er bare at skabe lidt mere kontakt.
Du har også et helt år tilbage på gymnasiet, men det betyder ikke, at du skal acceptere at have det dårligt hele det år. Du kan godt begynde at ændre din situation allerede nu.
Og hvem ved - måske viser det sig, at der sidder en anden pige på skolen, som også går rundt og føler sig lidt udenfor, men som heller ikke tør tage det første skridt.
Du fortjener venskaber, hvor du kan være dig selv, hvor folk lytter til dig, og hvor du ikke føler, at du hele tiden skal præstere for at være "god nok".
Kh Lisa :)
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 5094 spørgsmål og givet 7568 svar de sidste 18 år
100% anonymt · 100% gratis
"Ps: Jeg elsker jeres hjemmeside, jeg er herinde stort set dagligt."
- Anonym