Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 5106 spørgsmål og givet 7578 svar de sidste 18 år
2015-10-18T03:15:43: 2015-10-19T19:36:17: 3

Brevkassespørgsmål

Mit livs krise..

Indsendt af dreng15 år


Kære Thelove.dk

Jeg vil prøve at sætte jer ind i mit livs store forvirring.. Jeg er en 15 årig dreng.
Et af mine mange store problemer, er at jeg tror jeg er homoseksuel, jeg er også i tvivl om jeg måske er biseksuel? I min hverdag, bliver jeg da indimellem kaldt homo, jeg tager mig ikke så meget af det, for jeg er en stærk person, og lader ikke folk køre mig ned.. Jeg har været i seng med en pige, for nogle måneder siden, jeg er i tvivl om jeg gjorde det for at få folk til at stoppe, eller om jeg rent faktisk havde følelser for hende.. Jeg elskede hende, på en måde, men kunne ikke finde ud af mig selv... Og nu er det forbi med hende.. Der er sket det, at jeg har mødt en sød fyr på nettet, tror faktisk at jeg har følelser for ham, han behandler mig bare så godt.. Tror måske jeg er forelskede? Har nok altid været lidt feminin, er vokset op med min mor og søster.. Mine forældre blev skilt da jeg var 8, og min søster var 15.. Tror jeg er homoseksuel, men det hele er bare så svært.. Jeg har altid hørt fra min far, at homoseksualitet, ER FORKERT! og derfor så har jeg konstant en stemme i mit hovede, der fortæller mig, at det er forkert.. Jeg ved godt at det er dybt naturligt her i Danmark, at være homoseksuel, men har bare så utrolig svært ved at acceptere det! Det har været en utrolig lang rejse i mit liv, det sidste år. Med RIGTIG mange nedture, jeg har været på randen til at begå selvmord, flere gange.. Begyndte at skære i mig selv, for lidt over et år siden, og det udviklede sig til, at hele min venstre arm og venstre lår, er fyldt op med ar, den dag i dag.. Jeg fandt ud af, her for nogle måneder siden, at det simpelthen ikke nyttede noget.. Min mor fandt ud af det, og det sårede hende som en i helvede.. Og hun vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det, fordi jeg ikke ville snakke om det.. Og jeg nægtede at snakke med en psykolog.. Ved min mor selv har det svært(andre årsager) så vil ikke belaste hende med alle mine problemer, selvom det måske ville være det rigtige? Hun kunne ikke bære det alene, så fortalte hun det til min søster, og min søster og jeg fik snakkede ALT ud! Jeg er stoppet med det, da jeg bestemt ikke ønsker at bære rundt på alle de ar.. Men har det stadig utrolig svært.. Jeg går rundt med en facade konstant, så det ser ud som om, jeg simpelthen har det så godt, det er desværre bare ikke sandheden.. Fordi, jeg næsten ikke kan holde mit liv ud længere, er jeg begyndt på noget lort, er begyndt at ryge hash, lidt for tit måske, og det er endnu en ting, jeg går og bebrejder mig selv for... Min søster har været ude i så meget lort, med stoffer.. Og ryger stadig hash den dag i dag, hun er dog ude af stoffer!! Så derfor er jeg bange for at havne der hvor hun var.. Jeg ved jeg er en stærk person, men føler bare at det hele falder sammen om hovedet på mig.. Nogle gange ønsker jeg bare at lukke øjnene for evigt.. Men ved at jeg bare må kæmpe videre, selvom det er svært..

Vil så gerne være sammen med fyren, som jeg faktisk tror jeg har følelser for.. Men er så bange, også for hvad folk vil tænke... Og kan faktisk ikke forestille mig, at springe ud.. Men ved bare ikke om jeg kan leve hele mit liv, sammen med en kvinde, og ønsker ikke at holde nogen for nar.. Vil gerne vokse op, have børn, og have en familie.. Men det er bare så svært... Har en biseksuel veninde, som er 3 år ældre end mig, jeg har overvejet at snakke med hende, om det hele, men vil først gøre det, når jeg selv føler mig klar...
Det hele virker så uoverskueligt..
Håber virkelig i har nogle gode råd, jeg kan bruge.

Kærlig hilsen
Den alt for forvirrede dreng.
dreng
Personlige problemer

Personlige problemer

Se flere

Besvarelser

2015-10-18T19:48:05 1
Isabel
Hej "den alt for forvirrende dreng"
Mange tak for dit spørgsmål. 
Jeg er ked af at høre, at du har det svært. Når det er sagt, synes jeg, at det er godt, at du forsøger at åbne op for dine tanker og frustrationer. Lige gyldigt hvad man tror, hjælper det altid at få lettet sit hjerte på den ene eller anden måde. 
Først skal du vide, at der intet er galt i at være hverken homoseksuel eller biseksuel. Det er selvfølgelig rigtig svært for dig, når din far har fortalt dig, at det er forkert. Men det er helt normalt. 
Selvom din mor har sine egne problemer, synes jeg, at du skal snakke med hende om det. Jeg er sikker på, at hun vil gøre alt for, at du får det godt - du er jo hendes søn. Hvis du ikke kan snakke med hende om det, kan din søster så være der imens eller eventuelt fortælle hende det? Eller kan du måske skrive et brev til hende eller optage dét, du vil sige på en video, som du afspiller for hende? Jeg synes i hvert fald, at du skal fortælle hende det, så hun kan hjælpe dig på de svære dage.
Det er godt, at du fik snakket med din søster, så du kan få snakket dine tanker igennem, og så du ikke skal holde en facade op for hende. Hvis du fortæller din mor det, er der én mindre, du skal holde en facade for. Hvis du ikke er klar til at snakke med din mor, synes jeg, at det er oplagt, at snakke med din veninde, som er biseksuel - hun må have haft de samme tanker, som du har lige nu. Det lyder til, at hun vil kunne forstå, hvordan du har det, og måske har hun gode råd til, hvordan du kan få det bedre. 
Jeg kan godt forså, at du er bange for, hvad andre vil tænke om dig, men du skal huske på, at dine rigtige venner vil være der for dig uanset hvad, og så skal alle andre blande sig udenom, hvad du foretager dig. Deres mening er ikke vigtig. Det vigtigste er, at du gør dét, der føles rigtigt indeni. Hvis du ikke er klar til at springe ud endnu, er det helt ok. Du er stadig kun teenager, og du skal stadig finde ud af, hvem du er som person.
Måske skal du forsøge at ses med den fyr, du snakker med, for at se om du har følelser for ham? Hvis det virkelig skal være ham, tror jeg også, du vil være mere sikker på din beslutning og mere klar til at tage det store skridt. Jeg synes, at du skal tage tingene stille og roligt og mærke efter indeni, hvad der føles rigtigt for dig
Jeg vil anbefale dig at stoppe med at ryge hash. Det hjælper ikke dig ikke - kun i øjeblikket! I stedet synes jeg, at du skal lukke op for nogen, som du kan snakke med dine følelser om, så du kan få bearbejdet dem fremfor at dulme dem med rusmidler. 
Jeg håber, at du kan bruge det til noget! Ellers er du velkommen til at skrive igen. Under alle omstændigheder skal du vide, at jeg synes, at du er mega sej, at du har åbnet op overfor din søster, og at du skriver til os. Jeg er sikker på, at du er en stærk person, som du skriver, og at du kommer igennem dette, selvom det virker svært nu!
Kram
Isabel
2015-10-19T00:29:14 1
Gustav

Hej du :-)

Jeg kan godt forstå, at du må føle dig forvirret, men lad mig starte med, at det er virkelig godt, at du vælger at række en hånd ud for, at du kan få noget hjælp. Det tyder netop på, at du er et stærkt menneske.

Jeg har prøvet at stå i den situation, hvor jeg var i tvivl over, om jeg var til det samme køn. Det er en virkelig forvirrende tid, hvor man føler, at der er så mange faktorer, som man skal tage højde for, og ens tanker og følelser flyver rundt om hovedet på en. Det bliver dog med tiden bedre, og der kommer ro på det hele.

Du skriver, at du tror, at du er homoseksuel eller biseksuel. Det er der ingen andre, der kan svare på end dig selv. Men du er ikke nødsaget til at svare nu. Det er ok at sige, at du er det ene, og så senere finde ud af, at du er noget andet. Det er også okay, at du ikke vælger en "kasse", før du finder den, der passer dig bedst. Det kommer med tiden.

Du skriver, at du har fundet en fyr, som gør dig glad og behandler dig godt. Det er jo virkelig dejligt! Og jeg vil råde dig til, at du fokuserer på det. At han gør dig glad og behandler dig godt. Så er det lige meget, om det er en dreng eller en pige.

Du skriver også, at du ikke ved, om du kan springe ud. Du skal først springe ud, når du føler, at du er klar til det. Ikke før. Men det hjælper at snakke med folk om det. Det hjælper en til at få overblik over ens tanker og følelser. Du kan måske snakke med fyren omkring det? Hvis han har sprunget ud, så kan du måske forklare ham din situation, og han kan fortælle, hvordan han tacklede det hele. Du foreslår også din veninde, der er biseksuel og skriver, at du allerede har snakket med din søster. Du skal snakke med den person eller de personer, som du gerne vil dele det med.
Det kan også være, at du foretrækker at snakke med nogle, som du ikke kender, men alligevel forstår din situation. LGBT ungdom har en masse rådgivningstilbud, der er helt uforpligtende og gratis. Jeg vedhæfter linket: http://lgbtungdom.dk/# - så kan du tjekke det ud, hvis det er.

Som jeg skrev tidligere, så bliver det bedre, selvom alt virker uoverskueligt lige nu, og du kan sagtens få en god fremtid med børn og familie, selvom du er homo- eller biseksuel. Prøv at fokuser på, dem der gør dig glad, og snak med nogle om, hvordan du går rundt og har det.

Jeg håber, at mit svar kunne hjælpe lidt. Al held og lykke herfra! :-)

VH.

Gustav

2015-10-19T11:24:55 1
Nanna

Kære du,

Først vil jeg sige, at det er super sejt af dig, at åbne dig op og skrive til os her i brevkassen, mange tak for det! Jeg håber meget, at du kan få noget ud af vores svar til dig.

Du skal vide, at det er helt normalt i din alder, at være forvirret omkring sin seksualitet, og derfor har du heller ikke gjort noget som helst forkert ved at være i seng med en pige, som du på en måde elskede, trods det, at du ikke helt kan finde ud af dig selv og din seksualitet lige nu. Det er kun fint, at du prøver ting af.

Jeg vil også sige til dig, at det er helt fint, at du ikke kan forestille dig at springe ud lige nu. Det er helt okay! Seksualitet er en meget privat ting, og du er ikke tvunget til at dele den med din omgangskreds og verden, før du selv er klar til det. For mig lyder det til, at du endnu ikke rigtigt har udforsket den homoseksuelle side af dig selv, og derfor mener jeg bestemt heller ikke, at der er grund til at springe ud endnu. Du skriver at du har mødt en sød fyr på nettet, og mit råd er, at hvis du føler dig klar til det, og bare er en lille smule nysgerrig på, hvad det kunne føre med sig, så spring ud i det! Oplev den side af dig selv, og find ud af, om det er noget DU føler er skønt, førend du spekulerer mere over, hvordan andre vil reagere. Du er som sagt ikke tvunget til at dele din seksualitet med andre end dig selv og en evt. partner
Dernæst vil jeg sige til dig, ligesom du også skriver, at du godt er klar over, at homoseksualitet er helt naturligt! Det er en menneskeskabt illusion, at det kun er heteroseksualitet, der er "normalt". Denne illusion er der desværre bare en del af befolkningen, heldigvis en stadig mindre del, der ikke kan se ud over. Det lyder til, at din far desværre hører til denne del af befolkningen, og det kan jeg godt forstå går dig meget på. Noget alle vi mennesker har behov for er nemlig annerkendelse og accept, og det kan blive svært for dig nogensinde at få det godt med din seksualitet, hvis ikke din far lærer, at give dig dette - Du må huske på, at det her er ham den er gal med, og bestemt ikke dig. Du er RIGTIG, hans holdning er FORKERT.

Det gør mig rigtig ondt at læse, hvor svært du har det, og hvor meget skade du har gjort på dig selv. Jeg anerkender fuldt ud, at du har det rigtig svært, og jeg kan sagtens forstå dig. Men jeg må igen understrege, at DU virkelig er RIGTIG og VIGTIG, og det er resten af verden der er FORKERT på den. Det er godt, at du har fundet ud af, at det ikke nytter noget at gøre skade på dig selv, og jeg håber inderligt at det er fordi du har indset at du er vigtig, for dig selv, for din familie, for din omgangskreds og for verden. Det er godt, at din mor og din søster har fundet ud af det, for selvom at det har såret din mor (fordi du er noget af det dyrebareste for hende), så er det rigtig vigtigt at du nu har nogle du kan snakke med det om, og jeg håber, at du fortsat kan gå til din søster, når alt bliver lidt for tungt at bære selv. Hvis ikke, så må du altid skrive til os herinde igen, vi vil rigtig gerne hjælpe dig! Hvis du har brug for en lidt hurtigere kontakt end vores brevkasse kan du altid ringe eller skrive til livslinien.dk, som er en rådgivning for mennesker med store kriser og selvmordstanker, og jeg lover dig, at du også her vil blive taget seriøst. Jeg håber selvfølgelig aller mest, at du kan finde en måde hvorpå dine selvskadende tanker og handlinger kan ophøre!

Du skriver, at du er begyndt at ryge hash, og det er rart for mig at læse, at du godt selv kan se, at det er noget lort. Det er aldrig godt, at bebrejde dig selv, for det er tydeligt for mig, at det er en måde for dig, at slippe lidt væk fra alle dine problemer, men det er godt at du selv anerkender at det er et problem. Måske du kunne finde en anden måde at 'slippe væk' fra dem? Jeg er sikker på, at det vil hjælpe dig rigtig meget, at finde en du kan snakke med, om alle de ting du skriver til os herinde, din seksualitet, din fars holdning, selvskade og selvmordstanker, hash osv., for det er tydeligt for mig, at det går dig rigtig meget på! Det kan måske være din søster, eller din biseksuelle veninde? Jeg er sikker på, at de ikke vil se skævt på dig, men at de vil forstå, og støtte dig.
Jeg tror desuden meget på, at du har brug for, at få styr på dine følelser, og derfor vil jeg også opfordre dig at udforske homoseksualiteten. Måske det vil hjælpe dig til at komme i en anden (bedre) retning uden stoffer og selvskade.

Jeg ønsker dig virkelig det bedste!
Mvh. Nanna.

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

Flere spørgsmål om personlige problemer

Har tænkt på selvmord...

Hej, jeg er en pige på 11 der har et problem.Så som du måske kan se handler det om selvmordstanke...

Jeg er utilpas i omklædningsrummet...

Hej! Jeg er en pige på 11 og har et stort problem!Okay så i idræt, er jeg utilpas fordi jeg er me...

Jeg føler mig anderledes...

Hej! Ungzone.Mit problem er at jeg føler mig anderledes i forhold til de andre...Sådan jeg føler ...

Det føles som om jeg er ved at miste mig selv og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Jeg er en pige på 15 år jeg ved ikke hvad der er galt med mig jeg kan ikke fokusere på de jeg ska...

Forvirret omkring bedste veninde

HejFor et par uger siden var 6 og 7 klasse fra min skole i København på tur. Jeg havde haft lidt p...

Hjælp til idræt

Jeg har et problem, badet til idræt gør mig utilpas fordi jeg er lidt mere udviklet end de andre. ...

Bad til idræt

Jeg er 11 med en meget udviklet krop, fx hår dernede. Det er lidt mærkeligt til idræt fordi ingen...

Jeg har skole angst

"Skole angst" lyder måske sært men jeg er lige begyndt på en HF uddannelse og missede de 2 først...

Vil gerne have menstruation...

Hej jeg er en pige på 12 år.Mit problem er: at jeg gerne vil have menstruation,fordi min bff har d...

"..tak for en mega fed brevkasse, den er super"

- Anonym